Udstødt !

Hvad har du dog gjort ?
Mit spejlbillede kigger tilbage med et hårdt og anklagende blik, jeg ikke kan håndtere og jeg må krympe mig.
Hvorfor jeg overhovedet prøvede at få støtte fra den kant af forstår jeg ikke engang selv.
Det har altid været min hårdeste kritiker, og lidt barmhjertighed i min sværeste stund var åbenbart for meget at forlange.
Jeg fjerner mig fra spejlet, uden at løfte blikket.
Bange for at møde de øjne, der kan tage pusten fra mig, og standse mig i en form for lammelse.
Sofaen omfavner mig, og jeg hengiver mig til dens omsorg og varme, en sikker ven.
Blomsten som jeg, i et uigenkaldeligt anfald af overskud, havde købt i fredags, stod nu og hang lidt med hovedet.
Åndsfraværende tømmer jeg vandglasset der aldrig blev tømt i går, i hovedet på den.
Jeg var flygtet fra toget tidligere, klaustrofobisk over de andre mennesker i kabinen.
Skræmt til døde af deres blikke, som om de vidste det hele.
De kunne mærke at jeg ikke hørte til blandt dem, de afskyede mig.
Så ting i øjne, ting som ikke var der.
Jeg måtte væk, væk fra de anklagende blikke, væk fra deres alvidende overlegenhed.
Nu lå jeg så her, helt alene, sammen med min hårdeste kritiker.
Savnede mennesker, følte mig ensom.
Men jeg var ikke ønsket, herreste gud, jeg ønskede jo ikke engang mig selv, jeg bebrejdede dem ikke.
Moral er ikke andet end et udtryk for menneskets hyrdeinstinkt, havde Nietzche sagt.
Hvor jeg dog savnede flokken, trods dens ensrettede og formålsløse driven af sted i retninger ingen kendte eller bekymrede sig om.
Jeg havde udstødt mig fra min flok var blevet en enspænder, jeg havde ikke kunne efterleve flokkens regler.
Hverken de usagte eller de skrevne.
Længe havde jeg dog været en del af den, havde indtil i fredags hyldet den, og føjet mig den.
Det var forventet af mig følte jeg, jeg havde især gjort det for hendes skyld.
Da jeg brød med flokken, havde jeg uvidende også brudt med hende.
Burde have vidst at hun også tilhørte dem.