Når et æble falder for langt fra stammen

Bøgetræerne strøg forbi vinduerne, i skinnernes hersker.
Bag et sådan vindue sad jeg, lidt graffiti var ridset ind i overfladen af glasset, men tydeligt så jeg, de grønne liv skyde mod himmelen, vilde unikke, og med næsten udsprungne skud.
Nydeligt stod de på linier, bemærkede jeg, tæmmede i deres natur, plantet af mennesker, men så overladt til deres egen vækst.
De stod alle der, troede de var så unikke, så grønne og smukke, helt for dem selv, og alligevel sammen med alle de andre.
Stolte og stærke stammer var det så jeg, de trivedes.
Ind imellem linierne, var der et lille æbletræ, forhutlet i manglen af sollys, vanrygtet i afsavn efter sin del af glansen.
Det fyldte mig med tårer, det lille træ, aldrig ville det blive stort og smukt, den kæmpede de umuliges kamp.
De velordnede ville ikke give den plads, de opfyldte hele himmelen, og der var ikke plads til et æble der var faldet alt for langt fra stammen.